Velkommen til Jydsk Akademisk Jagtforening

Jydsk Akademisk Jagtforening, eller i daglig tale JAJ, er for jagtinteresserede studerende på videregående uddannelser i Århus. Vi lægger vægt på, at vi er en forening, hvor jægere, nye som mere rutinerede, kan dyrke deres interesse i et hyggeligt og imødekommende miljø, og hvor medlemmerne i høj grad selv medvirker til at gøre foreningen levende.


Da vi henvender os til studerende, er foreningens aktiviteter afpasset herefter - både indholdsmæssigt og prismæssigt. For studerende uden jagttegn afholder vi fra februar til april jagttegnskursus. Tilmelding i november. Foreningen er udover AUS, Aarhus Universitetssport, også medlem af DJ, Danmarks Jægerforbund og har således sæde i JKF-Århus, Jægerforbundets kommunale afdeling.



Foreningens jagter består af økonomiske årsager primært af sponsorjagter fra medlemmer, samt ungdomsjagt og kommunal jagt, begge i kommunalt regi. Herudover er der kutterjagter og et væld af sociale aktiviteter, såsom sommerfest, julefrokost, idrætsdag på universitetet, bukkepral, videoaftner og foredrag. Desuden bestræber vi os på at komme på en årlig jagt-tur udenlands, f.eks. Sverige. Derudover har vi via tilskud anskaffet os en havjagtbåd samt fire jagtpramme til jagt i Århusbugten, og disse er flittigt brugt i sæsonen hovedsageligt efter edderfugle, desuden i sommerhalvåret til fiskeri. Eneste krav for brug af båd og pramme er at man har gennemgået brugerkursus, inklusiv sikkerhedsbestemmelser, som vil blive afholdt op til hver sæson samt efter behov.


Foreningen udgiver eget medlemsblad, Bukken, 3-4 gange årligt.


Kontingent

Ordinært medlemskab:

Ungdomsmedlemmer (til og med det år man fylder 25) - 513 kr årligt
Seniormedlemmer (fra 26 år) - 767 kr årligt

Ekstraordinært medlemskab
(hvis du er medlem af Danmarks Jægerforbund i forvejen) - 220 kr årligt

B-medlemskab (ekskl. medlemskab af DJ. Ikke adgang til skydninger. Kan deltage i sociale arrangementer og visse jagter) 180 kr årligt

Kontingentet opkræves i januar måned.

Ved de ordinære medlemskaber er man samtidig medlem af Danmarks Jægerforbund, og støtter derigennem et stort natur- og jagtpolitisk arbejde. Endvidere er man her igennem forsikret når man er på skydebane, og så modtager man bladet ”Jæger” 10 gange årligt. Jydsk Akademisk Jagtforening har foreningsnummer 0835 under Danmarks Jægerforbund.

Velkommen til!

-Bestyrelsen

Vedtægter for JAJ (pdf).